Kniber det for dig at få afsat tid til at skrive hver dag?
Et populært råd siger, at hvis du vil “noget” med din skrivning, skal du skrive hver dag. Om det så bare er en linje, et ord eller måske et enkelt bogstav.
Rådet er vel ment – og giver også god mening: Skrivning har det nemlig med at avle mere skrivning. Når du jævnligt skriver, er der god sandsynlighed for, at du også begynder at betragte verden og livet omkring dig med “skriverøjne”. En detalje i naturen, en overhørt samtale eller en pludselig indskydelse får ny værdi for dig, når du ser den som potentielt stof til din skrivning. Den opmærksomhed kan nemt falme, hvis der går længe imellem dine skrivestunder.
Det er dog ikke altid lige nemt at få afsat tid i hverdagen til at skrive. Og nogle gange er tid ikke engang nok: Du har også brug for ro, fokus og lyst.
Har du gang i et større skriveprojekt, kan det nogle gange være lidt nemmere at sætte sig til tasterne, da du så ikke skal starte forfra hver gang. Omvendt kan en skriveblokering i et romanprojekt gøre, at du slet ikke får skrevet.
I denne blogserie vil jeg præsentere dig for en række små, overkommelige skriveøvelser, som du måske kan få ind i din travle hverdag. Fælles for øvelserne er, at du kan lave dem en enkelt gang, eller at du kan gøre det til en fast vane at lave en bestemt øvelse hver dag, hver uge eller så ofte som du nu kan finde tid. Min egen erfaring er, at jo oftere jeg skriver, jo oftere finder jeg også tiden. Døm selv, om det også gælder for dig.
- Dagsdigte
- Dagens ord
- Gå en ginko – skriv et haiku
- Automatskrift eller Fokuseret automatskrift
- Rejsebeskrivelse
- Dagbogsskrivning
- Skriv en SoMe-føljeton
- Flere øvelser følger…
Skriv en kommentar