Dagsdigte

Dagsdigte

Min absolutte go-to-metode til at få mere skrivning ind i hverdagen, kalder jeg for Dagsdigte.

Dagsdigte er et løfte til mig selv om hver dag at skrive et lille stykke tekst – helst hver dag – om noget, der er sket den pågældende dag. Det kan være alt fra en konkret hændelse til en filosofisk overvejelse.

Dagsdigte kan have præcis det udtryk, du trives med, og udtrykket kan også ændre sig fra dag til dag. Hos mig er formen som regel prosalyrisk, men længden på digtene varierer meget.

Det er vigtigt, at dine dagsdigte ikke tjener noget større formål. Det er i hvert fald min erfaring. Så snart jeg får ambitioner på digtenes vegne, bliver min skrivning uhensigtsmæssigt selvbevidst. Så føler jeg, at form og indhold i de enkelte digte skal passe sammen. Jeg kommer også til at overveje moralske aspekter i digtene, f.eks. om de omhandler eksisterende, genkendelige personer. Jeg mister med andre ord noget af den spontanitet, som digtene lever af.

Det kan være ganske befriende at skrive noget, som man ikke “skal noget” med. Det øger dine udfoldelsesmuligheder og er med til at holde dig på tæerne rent skrivemæssigt. Når jeg skriver dagsdigte bliver jeg opmærksom på mine omgivelser på en anden måde, og selv mine tanker antager en mere lyrisk form.

Tag en pause

Selv om dagsdigte for mig er en overlegen metode til at holde skrivningen i gang, er det ikke noget, jeg altid praktiserer. Hvis jeg er godt i gang med et andet skriveprojekt, er det slet ikke sikkert, at dagsdigtene føles nødvendige. Nogle gange kan de måske ligefrem virke forstyrrende.

Hvis du oplever at dine dagsdigte begynder at irritere dig, er der intet i vejen for at tage en pause.

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *