Gå en ginko - skriv et haiku

Gå en ginko – skriv et haiku

Du kender sikkert allerede haikudigtningen: Den formstramme, japanske digtform, hvor et digt består af tre linjer med henholdsvis fem, syv og fem stavelser.

At skrive et haikudigt hver dag er en overskuelig måde at få mere skrivning ind i hverdagen. Det superkorte format tvinger dig til sproglig præcision, samtidig med at det nærmest forærer dig en lyrisk stemning. Det giver følelsen af meget hurtigt at sidde med et færdigt produkt. Med lidt øvelse behøver du næsten ikke tælle stavelser længere. Du kommer til at tænke i fem-syv-fem.

Egentlig er stavelserne ikke det eneste krav til haikudigtene, blot det mest kendte. Digtene skal blandt andet referere til en årstid, samtidig med at de skal være konkrete og foregå i nuet. Mange afviger dog fra disse regler og forholder sig udelukkende til stavelserne.

Gå en ginko

Hvis du er vant til at skrive prosa, kan det være en udfordring at begynde at skrive haikudigte. Det er måske også fristende at smide “ekstrareglerne” overbord – men jeg vil anbefale dig at give det et skud alligevel, før du eventuelt giver dig selv fri. Ofte kan bespænd være noget af det, der stimulerer vores kreativitet allermest.

En måde at komme i gang på kan være at “gå en ginko”. Det betyder ret beset at gå en tur og lave nogle stop undervejs, hvor du skriver et haikudigt på stedet. Fordi du er udenfor, er koblingen til årstiden nemmere. Og fordi du flytter dig, bliver der hele tiden nye konkrete ting at sanse.

En ginko kan være din daglige tur til eller fra arbejde. Men det kan også være gåturen med hunden, en tur ud i haven eller – hvis du ikke kan komme udenfor – bare det at flytte dig fra et rum til et andet.

God fornøjelse!

Er haiku ikke lige dig? Find mere inspiration til overskuelige hverdags-skriveøvelser i blogserien Skrivning i en travl hverdag.

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *