Leder du efter en sjov improvisatorisk fortælleøvelse, så er “Heldigvis/uheldigvis” et godt bud.
Øvelsen er perfekt som familieleg ved aftensmaden, på bilferien, i venteværelset hos tandlægen – eller som del af danskundervisningen. Den kræver minimum to personer – men gerne flere.
I øvelsen skal I digte en fælles historie, som bliver formet af skiftevis heldige eller uheldige begivenheder.
Sådan gør I
Herunder er et eksempel på, hvordan en historie kan tage form.
Person 1 siger f.eks.:
“Da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at min telefon uheldigvis var gået ud, og jeg havde sovet over mig.”
Person 2:
Heldigvis kom jeg i tanker om, at det var det lørdag, og jeg ikke skulle i skole.
Person 3:
Uheldigvis kom jeg bagefter i tanker om, at jeg havde lovet at komme til min bedste vens fødselsdag, som startede allerede kl. 10 om formiddagen.
Person 1:
Heldigvis var klokken kun halv ti, så jeg kunne godt nå at cykle derhen.
Person 2:
Uheldigvis viste det sig, at min cykel var punkteret.
Person 3:
Heldigvis havde vi lige haft et tema i skolen om, hvordan man lapper sin cykel, så det klarede jeg hurtigt, og så cyklede jeg af sted.
Person 1:
Uheldigvis viste det sig, at de var ved at lægge asfalt på den vej, jeg skulle køre på, og der var ikke nogen omveje.
Osv.
Der er ikke noget facit for, hvornår historien skal slutte, eller hvor lange de enkelte dele skal være. Det er op til jer, der fortæller.
Inspirer dit barn
Måske oplever du, at dit barns bidrag er meget korte og ikke skaber så meget fremdrift. Det er i udgangspunktet ikke et problem. Øvelsen er jo netop en leg, som kan rumme deltagelse på mange niveauer. Og den største dræber for leg er forventningspres.
Hvis du gerne vil inspirere dit barn til at lægge flere kræfter i fortællingen, så prøv i stedet at gøre dine egne dele længere, mere komplekse og/eller mere fantasifulde.
Hvad skal øvelsen bruges til?
Øvelsen træner jer i at tænke kreativt ud fra løbende benspænd. Og selv om historien bliver noget zigzaggende i sin karakter, giver den også indblik i fortælleteknik og -struktur.
Hvis I får lavet en særligt spændende historie, kan I evt. skrive den ned og bearbejde den til en mere troværdig fortælling.
Men ellers er øvelsen en sjov måde at være sammen på og har – udover at være en pendant til spilaftener – også værdi som samarbejdsøvelse.
Skriv en kommentar