Har du nogensinde prøvet at skrive en tekst, som kun består af replikker?
Hvis ikke, så kan det klart anbefales.
Når du skriver rene replikker, begrænses dine muligheder for at skabe rum, stemninger og handling. Det betyder to ting:
- Du tvinges til at dvæle ved replikkernes flow og naturlighed, som blandt andet kommer til udtryk i længde, formulering, ordvalg, fyldord osv. Har dine karakterer f.eks. særegne måder at tale på?
- Du tvinges (afhængig af tekstens længde) til at reflektere over, hvordan du gennem replikkerne kan skabe de rum, stemninger og handlinger, som ellers ofte ligger i den omgivende tekst. Vil du f.eks. afsløre noget om karaktererne eller ønsker du at skabe fremdrift i teksten?
Sådan kommer du i gang
Hvis du er i gang med et skriveprojekt, kan du “låne” to (eller flere) af karaktererne fra din tekst. Du kan også bruge personaer, som du har lavet i personaøvelsen.
Karaktererne skal nu placeres i en setting, som giver et udgangspunkt for samtalen. Du kan vælge en eksisterende setting i din tekst, eller du kan lade dig inspirere af mine forslag herunder.
- De står i kø i foran et offentligt toilet og skal begge to tisse rigtigt meget
- De sidder fast øverst oppe i rutschebanen i Tivoli
- De overværer nogle børn, der spiller rundbold
- De er hver især ude at gå og får øje på en kat, der ikke kan komme ned fra et højt træ
- De sidder ved siden af hinanden i biografen, og den ene af dem knaser bolsjer
Ekstra udfordring
Hvis du vil spænde buen endnu mere, kan du tilføje en ambition om, at deltagerne i løbet af teksten skal nå et bestemt “sted” hen. Det kan være et fysisk andet sted, end de startede, eller det kan være, at de skal rykke sig mentalt. Når du på den måde indlægger en tvungen “funktion”, bliver det en endnu større udfordring at gøre replikkerne naturlige og flydende.
Du kan naturligvis også lave rene replikker uden nogen former for regler eller benspænd.
Eller du kan prøve den metareflekterende version, hvor du skriver en dialog mellem dig som forfatter og dine fiktive personer, f.eks. i form af et skænderi med dine karakterer.
Rene replikker kan laves af både børn og voksne, og resultatet kan være alt fra “bedre fornemmelse for dialoger” til egentlige tekster.
Skriv en kommentar