Har du nogensinde deltaget i en skrivegruppe?
Hvis ikke, så vil jeg absolut anbefale det!
En skrivegruppe er en gruppe aktivt skrivende mennesker, som beslutter sig for at samles om hinandens tekster.
Møderne kan være fokuseret på oplæsning, feedback, skrivning og/eller diskussion.
Uanset formen har skrivegruppen potentiale til at udvikle dig både som skribent og som menneske. Det er nemlig en helt særlig (og sårbar) situation, når man første gang deler en tekst med andre eller lukker op for udfordringer i sin egen skriveproces. Det kræver både mod og tillid. Til gengæld kan du få både anerkendelse og feedback, som kan hjælpe dig videre i din skrivning.
Omvendt – når det er dig, der skal give feedback til de andre – kræver det fordybelse, præcision og empati. Det er gode kvaliteter at have – både som skrivende og som menneske.
Hvor kan du finde en skrivegruppe?
Du kan melde dig til et egentligt skrivekursus. De findes f.eks. på nogle højskoler, forlag og biblioteker. Fordelen ved et kursus er, at underviseren tilrettelægger forløbet, så alle deltagere får noget ud af det. Desuden er underviseren typisk selv forfatter eller beskæftiger sig på anden vis professionelt med skrivning og har dermed værktøjet og erfaringerne i orden, når det kommer til feedback.
Men du kan også finde en selvstyrende skrivegruppe – eller starte din egen.
I dette tema dykker jeg ned i skrivegruppen – hvad du kan forvente, hvad du skal være opmærksom på, og hvilke aftaler I med fordel kan lave.
Skriv en kommentar