Træn dit ordforråd

8 idéer til at træne dit ordforråd

Som stor teenager skrev jeg en del. På et tidspunkt blev jeg træt af altid at skrive “sagde hun”, “spurgte han” osv. Derfor gik jeg i gang med at finde alternativer. Mange alternativer. Og så udskiftede jeg ellers lystigt de “kedelige” ord.

Pludselig kunne man i mine tekster læse “proklamerede hun”, “udbasunerede han” og “affærdigede hun ham”.

Som du måske kan gætte, gjorde det ikke teksterne bedre.

Ordenes betydninger

Ethvert ord har sine egne betydninger. Hvis man udskifter et ord med et andet, får man nogle andre betydninger frem. Ud over den umiddelbare indholdsmæssige betydning har også ordets længde, lyd og udseende betydning.

En mekanisk udskiftning af ord er med andre ord sjældent en god idé. Men dermed ikke sagt, at der ikke kan være et sted i din tekst, hvor “proklamerede hun” bare er den helt rigtige formulering. Det kræver blot, at du kommer i tanker om, at ordet findes.

Hold dit ordforråd varmt

Der er mange måder at holde dit ordforråd varmt på. Generelt er det en god idé at tænke på ordforråd som noget, der skal trænes ved siden af din skrivning. Så har du (forhåbentlig) altid et ord klar med den helt rigtige betydning.

Her har jeg samlet otte idéer til, hvordan du kan holde dit ordforråd varmt.

1. Læs

Det ultimative råd er at læse. Gerne både lyrik og prosa, fiktion, faglitteratur, avisartikler, debatindlæg, essays og andet. Når du læser andres tekster, bliver du præsenteret for deres ord og deres formuleringer, og det er med til at udvide dit eget ordforråd. Derfor kan flittig læsning (også af den grund) anbefales.

2. Rim

Rim og rytmer har en fantastisk evne til at udfordre vores sprog, fordi de er så stærkt begrænsende.
Du kan f.eks. give dig selv til opgave hver dag at skrive et lille rim. Du kan også give dig i kast med en festsang eller oversætte en sangtekst.
Eller hvad med at få familien til at lege med på en lille rimeleg?
Min farmor introducerede f.eks. legen Ingen – uden. Den går helt enkelt ud på, at én person ved bordet siger “Ingen A uden B”, og så skal en anden svare “Ingen X uden Y” – hvor Y skal rime på B.
F.eks. kan person 1 sige: “Ingen hane uden vand”, hvorefter person 2 svarer: “Ingen løve uden tand.”
I en sprogglad familie kan det hurtigt udvikle sig til en konkurrence om at opfinde de mest finurlige rim og formuleringer.

3. Løs krydsord og spil Wordfeud eller Kriblekryds

Spil og leg med ord kan være en god måde at træne dit ordforråd på. Krydsord, Wordfeud og Kriblekryds/Scrabble kan overraske med nye ord og betydninger og give diskussioner om, hvilke ord, der er acceptable. Vær dog opmærksom på, at også krydsords-skabere har deres vaner og go-to-ord. Derfor bør det ikke være din eneste måde at træne dit ordforråd på.

4. Vær nysgerrig

Hvis du hører eller læser et ord, du ikke kender, hvad gør du så? Hvis svaret er “ikke noget”, så kan du overveje at ændre denne praksis og i stedet slå ordet op, f.eks. i Den Danske Ordbog. Hvis du virkelig vil sikre dig, at du husker ordet, så hav en lille notesbog, hvor du skriver ordet og dets betydning(er) ned.

5. Brainstorm alternativer

Min metode med at brainstorme på alternativer til et enkelt ord er ikke dårlig, blot du ikke efterfølgende bruger dem mekanisk. Sæt f.eks. et ur på 10 minutter og begynd så at nedskrive alle de synonymer og alternativer til et ord, som du kan komme i tanker om. Tving dig selv til at blive ved, selv om du føler dig udtømt. Der er ofte mere at komme efter, end du lige tror. Du kan i øvrigt variere denne øvelse med at finde f.eks. rimord, ord med en bestemt længde, ord der relaterer sig til et bestemt emne eller lignende – lidt som i en fokuseret automatskrift.

6. Brug synonymordbogen

En synonymordbog kan være et udmærket redskab, når et ord i din tekst ikke helt vil falde på plads. Der findes synonymordbøger i mange tekstbehandlingsprogrammer, men du kan lige så fint bruge online synonymordbøger eller en gammeldags papir-én af slagsen.

7. Lyt

Sæt dig i en bus, på en bænk, på en café eller et andet sted med mennesker og skriv nogle af de ord og formuleringer ned, som du hører. Ikke bare får du (måske) udvidet dit ordforråd – du får også indblik i, hvordan folk i din samtid taler med hinanden. Måske det kan give inspiration til din skrivning?

8. Opfind dine egne ord

Der er intet i vejen for at opfinde dine egne ord. F.eks. er det oplagt at give din tekst personlighed med selvopfundne onomatopoietika eller egennavne. Du kan også gå skridtet videre og udskifte verber og substantiver med dine egne ord – men vær selvfølgelig bevidst om, at det kan ændre læsbarheden af din tekst.


Hvad gør du for at træne dit ordforråd? Skriv gerne en kommentar og fortæl om det.

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *