Et onomatopoietikon – eller lydord – er et ord, som efterligner en lyd.
Plop! Klask! Bang! Wush! Vov! Atju! Ra-ta-ta-ta-ta-ta-ta! osv.
Bruger du dem i din skrivning?
Der kan være gode grunde til ikke at bruge dem.
F.eks. kan du synes, de gør teksten for tegneserieagtig. Det er ikke så mærkeligt, da de netop i vid udstrækning bruges i tegneserier.
Det kan også være, din stemme netop er kendetegnet ved dvælende beskrivelser, og at et onomatopoietikon vil virke poppet i den sammenhæng.
Andre gange er et onomatopoietikon præcis det, din tekst har brug for.
Hvad kan et onomatopoietikon?
Et onomatopoietikon kan tilføje nærvær og drama til din tekst.
Et onomatopoietikon tager (nogenlunde) lige så lang tid at læse, som lyden ville vare i virkeligheden.
Den tid, det tager at beskrive lyden med andre ord, kan nogle gange få teksten til at virke unødigt langsom.
Se bare forskellen på:
BANG!
og
Der lød en høj, smældende lyd, som når nogen affyrer en pistol.
Et onomatopoietikon kan også understrege, hvordan en karakter i din tekst oplever lyden. Bliver han forskrækket? Genkender han ikke lyden?
Ved at bruge et onomatopoietikon kan du give din læser lidt af den samme oplevelse.
Kendt eller nyt onomatopoietikon?
Bang!, Vov! og Plask! er relativt kendte onomatopoietika. Bruger du dem, vil din læser som regel være hurtig til at afkode dem.
Til gengæld er det ikke altid, at de mest almindelige onomatopoietika efterligner lyden bedst.
Det kan være sjovt – både for dig og for læseren – hvis du opfinder dine egne onomatopoietika.
Det giver din tekst personlighed, og i mange tilfælde kan du også komme nærmere den egentlige lyd.
Bang! kunne f.eks. erstattes med Klonk! eller Krasch! afhængig af, om det er en dåse flåede tomater, der falder på gulvet, eller en bogreol, der vælter.
Kompleksitet eller enkelhed
Hvis du opfinder meget komplekse onomatopoietika, kan det tage lang tid for din læse at afkode dem. Alene af den grund, at de ser svære ud.
Et eksempel kunne være SCHZWWWWUUUUUUIIIIINNNNNNNNNGGGGG!
Kunne det evt. forsimples til ZWUNNNG! ?
Omvendt: hvis dine onomatopoietika bliver så enkle, at de ligner almindelige ord, vil din læser måske ikke opfatte dem som lyde.
Dak! kunne være et eksempel.
Din læser kan tro, det er et ord, han ikke kender – eller en slåfejl. Dette vil også nedsætte læsehastigheden.
Derfor må du prøve dig lidt frem.
“Kunstigt” onomatopoietikon
Måske er din stil slet ikke til dramatiske og realistiske lyde.
I så fald kan du undersøge, om et mere “kunstigt” onomatopoietikon ville passe ind.
Med “kunstigt” mener jeg et onomatopoietikon, som er et stykke fra den lyd, det repræsenterer – men som samtidig giver teksten et særligt liv eller en særlig betydning.
Selv har jeg engang brugt ordet Snip! for den lyd, det giver, når man nipper visne blomsterknopper af.
I virkeligheden er lyden vel nærmest ikke-eksisterende.
I min tekst blev onomatopoietikonet til en gennemgående figur og et udtryk for jegfortællerens forhold til sin blomster-nippende mormor.
Et onomatopoietikon er altså på ingen måde at springe over hvor gærdet er lavest. Et godt onomatopoietikon kan tage lang tid at udvikle.
To skriveøvelser med onomatopoietika
Øvelse 1
- Find en avisartikel, en madopskrift, en brugsanvisning, et blogindlæg, en folder… eller en anden non-fiktiv tekst, som indeholder fysiske handlinger/hændelser (en akademisk rapport er nok ikke velegnet). Du skal ikke bruge mere end en side eller to.
- Identificer alle de steder i teksten, som indeholder en handling eller hændelse, der normalt afgiver en form for lyd.
- Indsæt onomatopoietika alle ovenstående steder. Du må ikke bruge det samme onomatopoietikon to gange.
- Lav evt. øvelsen to gange, hvor du første gang kun bruger kendte onomatopoietika og anden gang kun bruger dine egne.
Øvelse 2
- Sæt dig på en bænk et offentligt sted eller tag en tur med bussen
- Lyt til de lyde, der omgiver dig. Det kan være alt fra fuglefløjt til bilmotorer til musik.
- Du skal ikke kigge efter, hvor lyden kommer fra, men blot registrere, hvordan de lyder, og skrive dem ned som onomatopoietika
Skriv en kommentar