“Den bedste måde at lære noget på er ved selv at undervise i det.”
Sådan sagde en lærer på den skole, jeg gik på som barn.
Efter selv at have undervist i mange år må jeg erklære mig enig.
Når man skal forklare noget til en anden, tvinges man til at reflektere over sin egen forståelse. Og ikke bare det: Ofte skal man finde flere forskellige måder at udtrykke sig på, da mennesker ikke opfatter tingene ens.
Og hvad har det med din skrivning at gøre?
Meget, faktisk.
Når du sidder fast i en tekst, kan du have en forestilling om, hvad der holder dig tilbage. Men skal du forklare problematikken til en anden, kan du få indkredset problemet yderligere. Måske finder du endda ud af, at det var et helt andet, end det du troede.
Find en god lytter
Har du en mand/kone/veninde/mor/far/bror/kollega/nabo, som du har tillid til at involvere lidt i din skrivning, så prøv at forklare vedkommende dit problem.
Hvis der ikke lige er et menneske i nærheden, kan du også prøve med din hund/hest/hamster – eller endda dit eget spejlbillede.
Selv om det kan være guld værd at få en andens perspektiv på dit problem, kan du faktisk også få meget ud af en umælende “lytter”. Det vigtigste er, at du tager det seriøst og gør dig umage med at forklare problemet på en overskuelig måde.
Så er der gode chancer for, at du også selv forstår det.
TIP: Sæt pris på den person, der giver sig tid til at lytte til dig. Vedkommende er formentlig ikke lige så optaget af dit problem, som du er.
Nogle gange kan det være en fordel at sige på forhånd, om du ønsker samtale/feedback, eller om du blot har brug for at lette dit hjerte. At få råd, som du ikke ønsker, eller at give råd, som bliver modtaget med næserynken, kan være frustrerende for begge parter. Omvendt kan et udefrakommende perspektiv måske være lige dét, du har brug for for at komme videre.
Sådan har jeg delt min skriveblokering
Jeg sad fast i min skrivning på et tidspunkt, hvor mange tråde i historien skulle samles. Jeg tænkte, det var fordi det var komplekst, og at jeg mest af alt “bare” skulle tage mig sammen og få styr på mit “shit”.
På et tidspunkt valgte jeg at dele mine frustrationer med min mand.
Mens jeg forklarede, gik det op for mig, at ét af problemerne var, hvad jeg kalder for “koreografi”; karakterernes bevægelser fra én scene til en anden. Koreografien kan (for mig) nemt blive kedelig. Mange gange er den heller ikke nødvendig. Læserne kan godt forstå, at f.eks. en karakter, som i én scene sidder i stuen og i næste scene er på toilettet, nok er gået fra stuen til toilettet. Jeg behøver ikke beskrive turen derud.
Snakken med min mand – hvor det faktisk mest bare var mig, der fortalte – fik mig til at lave en fokuseret automatskrift. Den bekræftede min erkendelse og gjorde mig bevidst om, at det komplekse afsnit skulle deles op i flere underafsnit. Derfor arbejdede jeg efterfølgende med overskrifter og stikord til de afsnit, det drejede sig om og kom på den måde videre i teksten.
Tryk lige her og få 11 andre tips og tricks til, hvordan du kan komme ud af din skriveblokering
Skriv en kommentar